DON'T BELIEVE
Fra By Inheritance
Musik : Morten Stützer
Tekst : mig ;)
Arrangement : Artillery
Produceret af Artillery og Flemming Rasmussen
Indspillet i Sweet Silence Studierne vinteren '89
(dette er demo-versionen)
Human, I can read you mind
Stranger, from the edge of time
Watcher, water's runnin' deep
Seer, when your eyes don't weep
clear your thoughts, ease you mind
And I say, don't believe a word, unless it's proven true
you might just catch a spell, a damnation upon you
Teacher, learning from the card
Preacher, loving you is so damn hard
and the tales, that you tell
Don't believe a word....
Liar, your brain is running wild
Cryer, elemental child
Sinner, playing with your thoughts
Winner, are you feelin' lost ?
solve the maze, ease the haze
And I say...
Don't believe blev til i toget mellem Tashkent og Moskva. En fem døgns
togrejse blev trukket ned over hovederne på os, da vi var pionérer for
projekt "Next stop Sovjet". Sammen med Sort Sol, NRG, og The Poets,
var vi afsted bag jerntæppet, før det faldt.
Huller i skoene, huller i tøjet, hul i det :)
Artillery var opløst da vi hver især fik tilbudt at komme en tur til Rusland,
hvis vi ville samle tropperne, så vi strammede os lidt an og fik et band op
at stå, jeg kan kun tale for mig selv, men jeg syntes det var helt vildt og
voldsomt spændende, at skulle dybt ind i Moder Rusland, lige midt i den
koldeste vinter. Vi skulle være afsted i sammenlagt 18 dage, ialt seks dage
i Moskva og resten langt ude østpå, ved den mongolske grænse, en by
der hedder Alma Ata, og derefter længere sydpå, Tashkent, for at runde
Ural-området inden turen skulle gå tilbage til Moskva. Hele rejsen skulle
efter aftalen foregå med fly, og vi blev betalt for vores anstrengelser med
vaskeægte ueksportérbare russiske Rupler.
Alt gik i og for sig helt fint, både ankomsten til Moskva. overnatningen,
og den fabelagtige køretur i Moskva mylder, til lufthavnen dagen efter...
Så var det lissom at der røg en kæde af et eller andet sted :)
Ihvertfald sad vi i Moskva lufthavn i seks stive timer, uden at få besked om
noget somhelst. Derefter, da vi endelig kom ombord på en gammel smadre-
kasse af en Aeroflot-maskine, sad vi og ventede yderligere en rum tid, hvor
rygning iøvrigt, grundet de "kolossale" sikkerhedskrav, foregik i lastrummet ;)
Da vi endelig lettede, var det som at køre på toppede brosten i en hestevogn,
men med 400 km i timen, den tur glemmer jeg aldrig !
Vel fremme (utroligt nok) i Alma Ata, skulle vi så til at vise vort værd, og jeg
tror jeg taler for os alle, når jeg siger at vi blev slåen med måben, da vi
første gang trådte ind på scenen, hvor vi aftenen efter skulle spille...
Det var enormt...der var plads til... mindst 3000 mennesker...siddende !!!
To job spillede vi her, alt gik som det skulle : De unge flippede ud, og deres
forældre flygtede. Og på hotellet skejede vi ud som rigtige rockstjerner :)
Her skal der lige en lille anekdote ind om Taxa-kørsel i Rusland...De deler s'gu
Taxa'erne ; man rækker simpelthen bare armen ud, og vupti holder der en
Lada foran en, det er muligt man kommer ind i en bil fyldt med skrigende
unger eller storrygende trojka'er, for ikke at nævne "babushkaér" eller Ivan
på vej til marked med en kæmpekurv fuld af roer, men frem kommer man, og
det er ekstremt billigt, man deler jo ;)
Fra Alma Ata gik turen så ned til Tashkent. Denne gang var flyveren af meget
nyere dato, og faktisk gik alt efter planen. Vi blev indlogeret på hotellet, lige
midt i Tashkent, og tingene så s'gu meget godt ud...
Vores første koncert gik tilnærmelsesvis i retning af dem vi havde spillet i
Alma Ata, og vi fik nogle nye fans :) Men aftenen efter....
Vi havde åbenbart ramt de unge med Heavy-feber. Ihvertfald var der troppet
rigtigt mange unge op , udstyret med hjemmelavede nittearmbånd, symboler
og badges, lavede de en slags omvendt form for "stage-diving". De blev nemlig
oppe på scenen, når de først var kommet forbi sikkerhedsvagterne som stod
foran. På et tidspunkt var der så mange glade, unge russere på scenen,
at vi, bandet, ikke kunne se hinanden. Der opstod selvfølgelig et mindre kaos,
og tilstandende blev absolut ikke forbedret af, at Sort Sol havde valgt at tage
Vodka med på scenen...Det blev for stærkt for det lokale polit-bureau, som
under stor ståhej, kaldte os dekadente vesterlændinge, aldeles uden moral,
og smed os på et tog som skulle tage os direkte til Moskva, og ud af landet.
Vi var simpelthen blevet forbudt :)
Fra starten af togrejsen, var det meningen at køreturen skulle vare ca. to
døgn. Men på grund af en lavine i Ural-bjergene, vågnede vi op på
andendagen og opdagede at vi kørte den anden vej, tilbage mod Tashkent.
Der gik temmelig lang tid, før vi blev informeret om hvad der var sket, og at
toget var blevet dirigeret tilbage og nordpå, til den Transibiriske jernbane.
Rejsen kom til at vare fem døgn. Vi løb tør for drikkevarer, mad, snacks og
cigaretter. Vi begyndte at sidde og lege lidt med et par guitarer, og ud af
ingenting havde vi pludselig et nummer, som iøvrigt er Artillery's eneste
ballade-agtige nummer overhovedet ; Don't believe.